Websteder i Office 365

På Svendborg Gymnasium bruger vi Office365 som platform (LMS). Hver klasse har sit websted (site), hvor der kan deles materialer og information, og der kan indbygges forskellige apps fx youtube-fremviser, spørgeskemaer o.l. På samme måde som man kan i Google sites og Google Classroom.

Min plan er at klassens websted skal fungere som mit arkiv til klassen, da jeg er træt af at føre dobbelt bogholderi: alle filer ligger i dag både hos mig (personligt OneDrive) OG hos klassen (websitet).

Yderligere kan filerne som findes på klassens websted synkroniseres til min harddisk (p.t. kun på Windows-maskiner). Der ligger en kopi af filerne begge steder, som automatisk opdateres når der sker ændringer. Dvs. når jeg har redigeret et dokument kan det gemmes direkte på klassens websted, uden at skulle åbne browseren/oploade, da webstedet optræder som en mappe på min harddisk. På den måde sparer jeg at skulle oploade filer til lectio, websted o.l. Det er smart.

Et par komplikationer er:

  • Tilgangen forudsætter at eleverne ikke har rettigheder til at ændre i de filer jeg lægger på webstedet, da det bliver deres eksamens-grundlag. Men der kan oprettes mapper, hvor eleverne har skrive-rettigheder.
  • Microsofts motor til at synkronisere filer kører ikke altid så godt, men en ny ventes snart.
  • Hvad har vi arbejdet med og hvad er på vej? Her kan OneNote hjælpe.
Udgivet i Office 365 | Skriv en kommentar

Erfaringer fra Årsprøve i bioteknologi

Eksamen og årsprøve giver altid anledning til erfaringer. I bioteknologi 2015:

  • Nogen elever har svært ved at gengive hvad der sker ved antigen-antistof interaktioner fx i ELISA eller blodtype-bestemmelse. De kan illustreres med LEGO.
  • Samme gælder aktionspotentialer. Her håber jeg at finde et online spil.
  • Der skal flere kemi-bilag til for at anspore eleverne til at tale om kemi -de begynder ikke af sig selv at tale om syrer og baser når de ser en aminosyre-struktur.
  • De fleste kan fremlægge de bilag, som er med til spørgsmålet, men har svært ved at uddybe og samtale om figuren. Det skal gøres klart at det er ikke nok at beskrive et bilag eller en teori -vi skal længere ind.
  • I eksamen med papir-bilag, er det en god ide for eleven at lægge alle bilagene frem foran sig, og et evt. talepapir ude i siden, så det kun bruges i begrænset omfang.
  • Vi skal genopfriske hvorfor vi anvender oktanol i de fleste logP forsøg, samt hvordan simple biologisk relevante stoffer fx ioner, og dioxygen vil fordele sig mellem vand og oktanol.
  • Der er nogen temaer vi kommer tilbage til igen og igen. Dem skal vi repetere: polære bindinger og logP (optagelse af stoffer), hydrogen-bindinger (i DNA og proteiner), puffere (forsøg med enzymer, ELISA, elektroforese), kondensations-reaktioner (carbohydrater, peptider, DNA-syntese), redox (respiration)
Udgivet i Bioteknologi | Kommentarer lukket til Erfaringer fra Årsprøve i bioteknologi

Klar sekvensering

Jeg genlæste dette indlæg: http://sportmat.dk/2015/04/digital-dannelse-og-forstyrrende.html, og så i den forbindelse Dorte Ågaards oplæg om motivation og distraktion fra computere i undervisningen.

En af Ågaards pointer, som jeg lagde mærke til, var at hun går direkte imod brug af Facebook og Twitter i undervisningen, med henvisning til god anderledeshed. Vi skal bruge andre sociale medier i gymnasiet, ifølge Ågaard. Måske er Yammer svaret.

En anden pointe var en stram og tydelig sekvensering af moduler, så elever i mindre grad er i tvivl om hvad der er på dagsordenen. Og at det tydeligt markeres overfor eleverne om der i hver sekvens skal bruges computer eller IKKE bruges computer.

Jeg viser altid eleverne modulets sekvensplan via OneNote. I OneNote er der mulighed for at bruge mærker, og jeg har derfor defineret mærker for sekvenser hhv. med og uden computer:

sekvensplan

Jeg ville gerne bruge et symbol med en computer, og et symbol med en computer med en rød streg over. Desværre kan man i OneNote 2013 kun vælge mellem fordefinerede symboler, hvorfor jeg har valgt dem du ser ovenfor.

Udgivet i Onenote, Synlig læring | Kommentarer lukket til Klar sekvensering

HF næste skoleår 2015-16

Kommende skoleår (2015-16) skal jeg bl.a. undervise HF’ere i kemi og biologi (NF) i samarbejde med en geografi-lærer. Vores struktur i faget har hidtil været noget i retning af:

  • Vand
  • Sundhed
  • Energi og ressourcer

og det tænker vi ikke at lave om på.

Første forløb er det sværeste: elever og lærere har ikke opbygget relationer, elevernes faglige forudsætninger er dårligere end senere på året, det er særlig vigtigt at vække interesse.

I år håber jeg første forløb tager udgangspunkt i en konkret problemstilling med klare læringsmål, enten omkring:

  1. drikkevand
  2. moster-regn
  3. havvands-stigninger eller
  4. spildevand

Vi har nogen erfaringer med alle 4 emner, og derfor bliver det i år et SUPER forløb.

Det nye bliver for mig at eleverne skal arbejde en smule med (pseudo-)innovation. Det kræver en problemstilling, som skal drive projektet, og et fagligt grundlag. Af de 4 emner ovenfor hælder jeg p.t. mest til nr. 2: Monster-regn. Her håber jeg at få kommunen på banen, så eleverne mærker virkeligheden. Kommunen kan give sin vurdering af løsnings-forslag og relatere dem til virkeligheder: Hvad gør man konkret i kommunen.

Spørgsmål som eleverne forhåbentligt kommer frem til med læreres hjælp:

  • Hvordan kan øget nedbør påvirke vores livskvalitet negativt? (boliger, infrastruktur, økonomi, sundhed ved øget udvaskning af nitrat). Elever opstiller konkret problem. Vi vil ikke bruge lang tid på at afdække problemet, og her fraviger vi nok traditionel innovation.
  • Hvad kan vi gøre for at løse problemet? Her kommer innovations-trappen i spil.
  • Hvorfor regner det? Hvorfor regner det mere og oftere? Hvor regner det?
  • Hvad sker der med regnvandet (nedsivning/afløb/udvaskning)?

Mulige forsøg:

  • udvaksning af nitrat fra jord (biologi)
  • vandoptagelse i planter (biologi)
  • Hvor rent er vandet (tur til sø)? (biologi)
  • gødning og plantevækst
  • fase-overgange (kemi)
  • ionforbindelser i vand (kemi)
  • fotosyntese-forsøg (kemi)
  • skydannelse (geografi)
  • rodzone-kapacitet (geografi)

Ekskursioner:

  • i byen: hvor kan vandet samle sig?
  • rensningsanlægget: Hvad sker der ved for meget regn?
  • sø/vandløb

Læringsmål:

  • Jeg kan forklare hvordan vand er opbygget (kemisk struktur) og hvorfor vand er polært
  • Jeg kan beskrive hvad der sker med ionforbindelser i vand
  • Jeg kan forklare hvorfor det regner og hvorfor der kommer mere regn
  • Jeg kan forklare hvorfor nogle faktorer påvirker plantes vækst, fx gødning, lys, CO2 og vand.
  • Jeg kan forklare hvorfor øget nedbør kan påvirke livskvaliteten negativt for borgere i Svendborg
  • Jeg kan give et forslag til en løsning på problemet med øget nedbør i Svendborg, og vurdere løsningen.

Hvert læringsmål skal deles op i under-mål, for hvert modul fx forventes det at for at beskrive hvad der sker med ionforbindelser i vand, skal eleven først kunne beskrive en ionforbindelse, og herunder beskrive en ion. Hvert læringsmål skal være så tilgængeligt (niveau og omfang), så de indbyder til læring, og ikke afskrækker eleverne.

Er der et uklart fokus?:

  • regnvand i jord: nedsivning, udvaskning: Løsnings-forslag.

kontra:

  • regnvand i byen: afstrømning, oversvømmelser. Løsnings-forslag

 

Udgivet i Biologi, HF, Kemi | Tagget | Kommentarer lukket til HF næste skoleår 2015-16

Første indlæg

Dette er mit gymnasie-laboratorie (gymlab). Her vil jeg forsøge at nedfælde refleksioner og ideer fra min undervisning i gymnasiet. Jeg underviser i biologi, kemi og bioteknologi på Svendborg Gymnasium & HF, hvorfor disse fag kan få en fremtrædende rolle her.

IT indgår jævnligt i min undervisning, og gymnasiet i Svendborg er i disse år ved at implementere office 365, som derfor kan komme i fokus på bloggen.

Forvent dog ikke at  få præsenteret færdige arbejdsformer, fremgangsmåder og forløb. Bloggen er snarere en del af min arbejdsproces -der stilles flere spørgsmål end gives svar, og derfor bloggens navn -laboratorie. Jeg er gennem tiden blevet meget inspireret via andre blogs om undervisning, og håber her at kunne bidrage lidt den anden vej.

Udgivet i Uncategorized | Tagget | Kommentarer lukket til Første indlæg