Eksamen i informatik C

Informatik C har en lidt usædvanlig eksamensform: Gruppeforberedelse på 24 timer, hvorefter eleven individuelt præsenterer løsningen på en konkret opgave herunder for 1) planlægning, 2) gennemførsel og 3) evaluering af løsningen. Undervejs argumenteres for valg af metoder og teorier:

  1. Planlægning kan inddrage udviklingsmodel (lineær fx vandfald eller iterativ fx SCRUM), markedsføringsstrategi fx via SOME, on/offline, flowcharts, ER diagrammer, undersøgelse af målgruppe (persona’er) og usecases, interviews, kravsspecifikation, sikkerhed.
  2. Gennemførsel kan involvere prototyper, programmering (kontrolstrukturer), gestaltlove, farver m.m.
  3. Evaluering kan involvere test og fejlretning, brugertest (fx tænkehøjttest).
  4. Endelig kan der perspektiveres til innovation, brugeroplevelse eller forholdet til samfundet.

De fleste elever kan levere en forberedt præsentation, der kunne virke som om, at det er til en toppræstation. Men det er ikke meningen, at alle elever skal have 10 og 12.

Men med så lang forberedelsestid og mulighed for sparring i gruppe, skal der stilles store krav til det indhold eleverne præsenterer. Dertil skal der stilles uddybende spørgsmål, som ikke er for ledende, og som viser hvor godt eleverne er inde i relevante teorier, deres overblik, samt deres evne til at udtrykke sig præcist og i fagsprog. Det vil ofte tage nogle eksaminationer at spore sig ind på hvor det egentlige niveau ligger.

På en måde er det en eksamensform, som jeg rigtig godt kan lide, fordi den afspejler den måde man arbejder i faget. På den anden side er det en eksamensform, hvor eksaminator og censor kan komme på hårdt arbejde, fordi der skal spørges meget ind til elevernes viden, forståelse og kompetencer, for at det egentlige niveau kan vurderes.

Dette indlæg blev udgivet i Digital Dannelse, Informatik, Programmering. Bogmærk permalinket.