GymnasieLaboratoriet

På mit sidste kursus (software engineering), blev jeg introduceret til Cynefin-modellen, som beskriver fem typer situationer (domæner) og giver bud på beslutninger, der kan løse dem (beslutnings-domæner):

1. Simple problemer: Enhver kan se løsningen, som ligger ligefor. Der er entydig en enkel sammenhæng mellem årsagen til problemet og løsningen. Det er muligt at opstille en best practice, fordi der er en indlysende og gennemprøvet måde at løse problemet.
2. Kaotisk: Der er ingen sammenhæng mellem årsager og virkninger. Derfor er det tilfældigt hvad der virker og ikke virker. Bedste bud på en løsning er, at en ledelsesperson tager en beslutning for alle involverede, som kan bringe systemet til et af de andre domæner.
3. Komplicerede problemer: Her er en sammenhæng mellem problemet og løsninger tilstede, men den er svær at finde. Derfor skal problemet analyseres af en (eller flere) kompetente eksperter, som kan analysere problemet og udpege løsninger. Det kan være nødvendigt at indsamle data før analysen. Problemet er så kompliceret, at det er umuligt at opstille én entydig best practice. I stedet kan der opstilles en good practice, som et katalog over handlinger, som kan bidrage til at løse situationen.
4. Komplekse problemer: Her er så mange aktører og sammenhænge, at problemerne ikke lader sig dele op i isolerede problemer. Desuden skifter forudsætningerne ofte, så noget der har virket, måske ikke virker igen. Derfor er det ikke muligt for en ekspertgruppe at analysere (deducere) og udpege løsninger. Det er hverken muligt at opstille best eller good practice. I stedet skal der anvendes metoder fra det Agile rammeværktøj: En divers gruppe med forskellige kompetencer skal afprøve forskellige handlinger, på vej mod en løsning. Gruppen skal forstærke de handlinger, som viser tegn på at løse situationen, og formindske de handlinger, som viser tegn på at forøge problemerne.
5. Uorden (disorder/forvirring): Ligger midt i modellen. Her placeres situationen, hvis man ikke ved hvilket af de andre domæner, den kan placeres i.

Mange forhold i undervisning udgør heldigvis simple problemer med simple løsninger, som er nemme at gennemskue. Meget af den traditionelle undervisning ligger også her. Hvis problemet er, at eleverne mangler viden og kompetencer om emnet, så gennemgår læreren det eller eleverne læser det, så løses der opgaver osv. Det er som regel undervisningen i velfungerende stx-klasser, som ligger her.

Noget undervisning indeholder situationer, som er sværere at gennemskue. Det er de komplicerede problemer. Fx hvad skal der ske med skærmene i skolen? Vi skal både bruge dem, og de tager en masse ufaglig opmærksomhed. Der er blevet lavet en række ekspert-undersøgelser på området og udgivet en good practice i skærmbrug, som de fleste følger.

Simple og komplicerede situationer kan som regel løses ved at lægge en plan og følge den. Det kan kaldes at følge en vandfaldsmodel, hvor hver aktivitet er fastlagt i en bestemt rækkefølge og resultater forudsigeligt. Meget undervisning foregår på den måde, når læreren gentager det, som blev gjort sidste år. Metoden virker heldigvis i mange undervisnings-situationer.

Nogle undervisnings-situationer placerer sig i det kaotiske domæne: Her er meget frustration blandt underviserne (og eleverne), og intet ser ud til at virke. Derfor kan man ønske, at nogen bestemmer, at nu skal undervisningen køre på en bestemt måde, som kan bringe situationen hen til et af de andre domæner. Det kan være klassen opløses eller deles i to halvdele, eleverne får faste pladser eller alle produkter skal afleveres. Eleverne kan ønske, at læreren udøver høj grad af autoritet.

Nogle lærings-situationer påvirker så mange forhold, at de ligger i det komplekse domæne. Der er nogle årsag-virkning sammenhænge, men de er filtrede sammen. For eksempel undervisning i HF, som jeg placerer i det komplekse domæne, fordi elevgruppen er ofte meget blandet med stor faglig spredning, diverse diagnoser og meget forskellige sociale kompetencer. Desuden kan eleverne skifte meget gennem forløbet, da deres sociale-, familie- og sundhedsmæssige forhold kan skifte.

Situationer i det komplekse domæne, som undervisning i HF, skal udføres med metoder, som ligger inden for det Agile rammeværktøj. Underviseren skal afprøve forskellige lærings-designs/aktiviteter, og undersøge effekten, for derefter at udbygge de dele, der virker lige nu, og nedtone de dele, som ikke virker. Hvad der virker, kan ændre sig gennem forløbet eller fra hold til hold, fordi eleverne og læreren ændrer sig. I dén situation, er det en fordel at være en erfaren underviser, fordi man har en række af lærings-designs liggende, og kan prøve dem af på et nyt hold.

Målet med hver aktivitet er læring, og det kan være svært af måle. Et bud kan være en formativ evaluering fx i form af:

• en grundig evaluering med spørgeskema
• samtale med enkelte elever
• underviserens indtryk af effekten
• gruppe- og/eller klassedialog
• lyn-evaluering hvor eleverne med tommelfinger markerer up, mellem eller ned.

De hurtige metoder (sidst på listen) er nok at foretrække, fordi det er bedre at bruge tiden på at teste flere aktiviteter af, end at gennem-teste få aktiviteter. En evaluering på elevernes viden og kompetencer skal der også til. Ikke for at vurdere eleverne, men for at vurdere, om en aktivitet virker. Har der været flere aktiviteter i spil, bliver det selvfølgelig sværere at klarlægge en entydig årsag-virkning sammenhæng.

Egentlig burde underviserne i en HF klasse tale meget mere sammen, fordi en divers gruppe af undervisere kan få mange flere ideer og kan afprøve mange flere aktiviteter end en enkelt underviser.

Dog er det ikke givet, at ét lærings-design, som virker hos én underviser, vil virke ligesådan hos en anden underviser. Underviseren er en anden, relationen mellem underviser og elever er en anden, og eleverne er et andet sted både fysisk og mentalt. Men underviseren kan prøve at forstærke designs, som virker her og nu.

Dertil må underviseren tage hensyn til læreplaner og forskellige elevtyper i vurderingen af hvad der skal forstærkes og svækkes. Nogle elever kan trives med én type af aktiviteter, mens andre elever ikke har udbytte af den.

Det kan være fristende at placere undervisning i HF i det kaotiske domæne. Løsningen kunne i givet fald være, at nogen vedtog en plan for fast curriculum, opgaver, aktiviteter og øvelser. Dét ville ikke udnytte underviserens kompetencer ret godt, og man kunne derfor sætte en underviser med lavere uddannelse til at undervise. Det ville desværre også gå ud over eleverne: de fagligt dygtige ville ikke blive udfordret, og de fagligt svage ville risikere at blive hægtet af.