Jeg har læst bogen “Den digitale læsers hjerne” af Kresten Bjerg (Hans Reitzels forlag 3. udgave 2022), som handler om at skrive fagtekster til ikke-fagfæller. Jeg vil ridse de vigtigste pointer op, så jeg måske husker dem senere.
Bogen bygger på mekanismer, som er udledt af forsøg og overvejelser inden for neurovidenskab og psykologi. Mange af mekanismerne forklares ud fra evolutionsteorien. Tesen er, at vi er udviklet til at begrænse det kognitive arbejde, hvilket giver energi til andre formål (fx fouragering) og dermed øger den reproduktive succes.
Vi nedsætter det kognitive arbejde gennem flere mekanismer: Ved at rette vores opmærksomhed mod det genkendelige og ved at genbruge så mange mentale modeller som muligt. Fx husker vi ved hjælp af metaforer og i generelle kategorier, som indgår i associationer eller i fortællinger. Som forfatter kan man hjælpe læseren ved at skrive tekst, der lægger op til at bruge nogle af de nævnte mekanismer.
Ifølge forfatteren er de fleste vant til at læse på en mobilskærm, hvorfor læseren typisk bruger 2-3 sekunder på at læse de første linjer i hvert afsnit og vurdere om det er værd at læse videre. Læseren hopper hurtigere ud ad teksten og er derfor ofte på udkig efter nye steder at hoppe ind i teksten igen. Man kan diskutere om det er en adfærd, som forfattere til undervisningsmateriale skal forsøge at tilpasse sig eller forsøge at bryde med?
Personer med længere uddannelse er villige til at vente på en pointe, mens personer med kortere uddannelse har mindre faglig tålmodighed og skal derfor have pointen serveret tidligere.
Hvert afsnit i en tekst skal omhandle et og kun et emne. Afsnittet skal have en overskrift, som enten er en kategori, der hjælper læseren med at kategorisere ny viden, eller er en forklarende overskrift. Hjælp læseren med at organisere sin viden ved hjælp af kategorier og deres sammenhæng fx i tid (før, nu og efter), modsætninger (lys vs. mørk), placering (over og under).
Et afsnit indledes med en emnesætning, der formulerer emnet kort og overordnet. Det skal helst fortælle læseren, hvad der kan forventes at komme i afsnittet inklusiv evt. konklusioner på undersøgelser og lignende. Konklusioner skal ikke gemmes til slutningen. Afsnittet skal så vidt muligt tage udgangspunkt i noget let og kendt (eller genkendeligt) før det nye eller komplekse.
Derefter kan der komme længere uddybende sætninger med detaljer. Brug forbindere til at kæde sætningerne sammen fx “Det skyldes..”. Til slut evt. en kort opsamlende sætning.
I den enkelte sætning bør grundled være en central aktør og udsagnsled en central handling, da det nemmere tillader læseren at danne en fortælling. Grundled og udsagnsled bør være korte og stå tæt på hinanden. Undgå passiv former, hvor den der agerer er skjult fx “Der gives..”.
Brug navneord frem for stedord, fx undgå det, denne o.l. og brug samme ord for et fænomen frem for at skifte mellem forskellige ord for samme fænomen.
I forklaringer skal let før svært, overordnet før specifikt og kendt før ukendt. Forklaringen bør begynde med et emnefelt, som indeholder noget kendt eller noget som lige er blevet forklaret. Sæt det ukendte ind i den kendte kontekst. Derefter kan komme en forklaring, og forklaringen kan slutte med et fokusfelt, der indeholder et nyt begreb eller specifikke detaljer. Sæt altid et nyt begreb foran et punktum fx “, det kaldes entropi.”, og følg op med uddybende forklaring eller detaljer.
Det kan være en god ide, at bruge metaforer til at forklare begreber. Metaforer kan gøre det komplekse mere simpelt og gøre det abstrakte mere konkret, så det bliver nemmere for læseren at skabe en fortælling.
I øvrigt er det en god ide at tælle for læseren fx “Der er tre grunde til.. for det første..”. Ved punktopstillinger med lange tekster, bør hvert punkt indledes med et emneord.
Alt i alt finder jeg bogen velskrevet og anvendelig. 260 sider er for meget -jeg godt nøjes med 100 sider mindre.
