Børnenes kemisæt

Det er aldrig for tidligt at betages af og undre sig over verden. Jeg har derfor ladet børnene (5 og 7 år) lege med glas og nogle ufarlige køkken-kemikalier. De har fornøjelse af at flytte rundt på stofferne og iagttage ændringer i farver, tilstandsformer og lugt. Vi brugte:

* glas, sprøjter fra apoteket eller plastikpipetter, teskeer (så små som muligt)
* natron (NaHCO3, svag base pKb ca. 4): fast stof, letopløseligt.
* eddike (opløsning af eddikesyre som er en svag syre pKs ca. 5): dufter kraftigt, reagerer med natron under udvikling af CO2 gas
* citronsyre (pKs1 ca. 3): som eddike, men fast stof. Kan blandes med natron og bobler (CO2), når der tilsættes vand
* frugtfarver: kan blandes til nye farver
* rødkålssaft eller rødbedesaft: skifter farve efter indholdet af syre/base
* BTB (pH-indikator. Blå, grøn, gul)
* olie. Giver en fin fase ovenpå vandet, som evt. bobler kun langsomt vil passere. Leder efter er fedtopløseligt farvestof
* salt og sukker: opløses i vand
* danskvand. Udvikler CO2. Hvis den er frisk og tilsættes salt eller sukker (eller et andet fast stof), dannes ekstra meget CO2 (Menthos-effekten)
* andre?

 

Udgivet i Kemi, Maker og DIY | Skriv en kommentar

Facebook rules

Fra elev:
“Hej allesammen.
Jeg har netop oprettet en opslagstavle, så vi kan finde ud af hvad der sker både på gymnasiet, men også hvad der sker i rundt omkring i Svendborg.
Gå ind og bliv medlem, og hvis du har et arrangement, som du mener kunne have interesse for andre end kun dig selv, så kunne du fortælle andre omkring det. smile-humørikon
God tirsdag 🙂
https://www.facebook.com/groups/533082”

Var det ikke dødsstødet til Sharepoint/Yammer som platform for social kommunikation mellem elever indbyrdes og mellem elever og lærere?

Opdatering 29.2.16: Der er ret få opslag i gruppen. Bekræfter måske at eleverne kan være gode i små fællesskaber, men holder sig væk fra de store.

Udgivet i Office 365, Sociale medier | Skriv en kommentar

Lego-robotten Edison

Meet Edison er en lego-klon-robot, som skal konkurrere mod Lego Mindstorms til undervisningsbrug. Den virker til at være målrettet SFO og grundskole, specielt de lidt mindre klassetrin.
Jeg har fået en hjem og leget lidt med den sammen med familien. Den kostede mig vist 60 dollars (ca 300,-) plus 200,- til moms og postDK, så helt billig er den ikke. Der er en klækkelig rabat at hente, hvis man bestiller flere hjem, som en institution typisk vil gøre. Dog er der ingen andre Lego-dele med, så skal man bygge videre på den (der er lego-knopper på top og bund), eller bare give den ekstra hjul, skal man alligevel købe/finde legosæt. Så måske er den ikke så meget billigere end Mindstorms, når man tænker på hvor mange klodser der også er med i sådan et sæt (pris ca. 2000,-).

Fedt at man kan se processoren og kredsløb i Edison gennem klart plastik. Den har mange af de samme sensorer som følger med til mindstorms (lys, lyd, farve, stød, afstand, dog ikke gyro), men de sidder støbt ind i robotten, så der er færre muligheder for at bygge. Hvilket måske er godt hvis man er 6 år, men kedeligt hvis man er 12 år?

Så snart den har fået 4 AAA batterier er Edison klar. Programmet “bounce” ligger i hukommelsen out-of-the-box, hvorfor den straks er til at lege med (bakker og drejer når den kører ind i noget). Det er også ret nemt at lægge andre programmer ind via stregkoder eller et kabel. Ingen trådløse komplikationer. Desuden er den holdbar, sønnen har stået ovenpå den, og den er blevet tabt et par gange.
[youtube https://www.youtube.com/watch?v=XUwWTSvIFUA]
(det er Edison den lille)

Det er sjovt legetøj, men den er en smule kompliceret at programmere. Det kan jeg ikke lige se for mig, ske i vores SFO. Måske i en klasse, hvor der er lidt mere fokus. Meget af programmeringen er drag-n-drop, men der er nogle tricks, som jeg skulle på youtube for at lure, fx vil den først bevæge sig når motor-blokken sidder i et loop. For at stoppe, skal loop’et stoppe, og det kræver en variabel eller anden event.
Efter ca. 1 uge begyndte Edison at opføre sig underligt. Den havde brugt batterierne, hvilket jeg oplevede som ret hurtigt. I en institution vil der blive brugt rigtig mange AAA-batterier.

Alt i alt er Edison enklere end Mindstorms at komme i gang med, sjovt legetøj, men mht. programmering er der ikke den store forskel.

Udgivet i Digital Dannelse, Maker og DIY | Skriv en kommentar

Nye mål i klassen

Det er en fornøjelse at undervise i klasser med dygtige og ambitiøse elever. Men det kan være noget af det mest pædagogisk udfordrende, for der vil ofte også sidde meget svage elever, og hvordan tilgodeser man begge grupper?

I en dygtig klasse kan ambitionerne blokere for et levende og dynamisk læringsmiljø. Få tør sige noget på klassen, og klassens facebook-gruppe kan være helt død. Er der nogen der poster, er det højest læreren der liker opslaget, og det i sig selv kan være endnu mere nedtur for eleven.

En god kollega og jeg har forsøgt med forskellige tiltag fx.
* italesætte at klassen er et læringsrum, hvor alle bidrager med det de kan. Et forkert svar giver også meget læring og er vejen til i fællesskab at finde et mere rigtigt svar.
* under klassediskussioner får eleverne lidt tid (fx 30 sekunder) til at diskutere mulige svar med deres sidemand, før opsamling i plenum.
* fremlæggelser via screencasts og video
* fremlæggelser i matrix og for læreren (pecha kucha)
* elever laver på skift korte forberedte oplæg for klassen
Flere elever har været særlig glade for det sidste aktivitet, da det giver en faglig sikkerhed. Om end det må være lidt spild af tid for tilhørerne, er spildet i dette tilfælde berettiget.

En anden gang vil jeg tidligere prøve at være mere fokuseret på at arbejde med elevernes indstilling til at fejle, og måske endda inkludere det i de mål, som klassen arbejder med.

Udgivet i Synlig læring | Skriv en kommentar

I gang med Sharepoint

Sharepoint og office 365 kan være en stor mundfuld. Jeg bliver af til spurgt hvordan man kommer i gang med at bruge platformen. Hos os har alle hold et website (holdsite). Holdsitet er født med bl.a. et dokumentbibliotek, et linksbibliotek, en OneNote-notesbog og en Nyhedsstrøm. Eleverne har desuden tilladelser til at redigere dvs. skrive i og slette alt indhold.
Her er en prioriteret liste over, hvad du efter min mening skal begynde med:

På hele o365:
1. gå til o365-forsiden og opret en genvej i din browser fx Chrome
2. find dine hold-sites og opret genveje i din browser fx Chrome
3. følg lærerværelset, GL, og faggruppe-sider, og evt. flere
4. find Nyhedsstrømmen og beskeder på forsiden

På det enkelte holdsite:
5. opret mapper i dokument-biblioteket. Jeg bruger mapperne til forløb, andre gør noget andet)
6. indstil rettighederne for mapper, så eleverne ikke kan skrive i alle dokumenter, men gerne i nogle.
7. lær at oploade filer til dokument-biblioteket. Du har formentlig stadig meget materiale i docx og pdf-format.
8. lær at slette filer i dokument-biblioteket. På et eller andet tidspunkt oploader du noget forkert, som skal slettes.
9. opret et dokument til links

Så er det mest grundlæggende på plads(?). Umiddelbart efter følger:
10. prøv at kopiere et link til en fil i dokument-biblioteket. Når du giver lektier for, kan det være dette link du skal bruge.
11. følg holdsitet.
12. opret et fælles-dokument for elever og lærer. Her er en afgørende forskel fra Lectio.
13. prøv at redigere fælles-dokumentet online (ligesom eleverne)
14. prøv at skrive en besked til eleverne i nyhedsstrømmen. Det kan være her du skal kommunikere med eleverne fremover.

Ville det ikke være skønt med video-klip der instruerede i, hvordan man udfører hvert punkt?

På lidt længere sigt kan du gå i gang med:
* gør holdsitet lidt pænt fx med et baggrundsbillede og skriv en introduktion til siden. Nogle brugere synes det er meget vigtigt.
* tilpas genvejene til venstre på hold-sitet fx med link til youtube eller ibog. Slet overflødige links.
* brug OneNote-notesbogen på holdsitet, så du kan dele fælles indhold fra modulerne fx tavle-noter
* synkroniser dokument-biblioteket på hold-websitet til din harddisk (windows only), så du ikke skal åbne din browser (Chrome), hver gang du skal oploade noget.
* brug dit og elevernes OneDrive for Business til backup og deling
* opret en klasse-notesbog
* brug o365 Video til.. videoer fx afleveringer
* integrer evt. video, spørgeskemaer, quizzer, m.m. på holdsitet
* slet links-biblioteket
* opret sider og evt. underwebsteder til forløb
* opret en blog som del af et forløb

Der er mange flere funktioner på platformen og flere kommer langsomt til. En hel del af dem kommer vi formentlig aldrig til at bruge, men mon ikke der gemmer sig et guldkorn et sted?

Udgivet i Office 365, Onenote | Skriv en kommentar

november 2015

Så er den periode af skoleåret, hvor der er aller mest travlt, forhåbentligt overstået. Kort resume:

* I mange af de SRP-opgaver jeg har stillet har eleverne skulle analysere eller inddrage “relevant empirisk materiale” dvs. andres forsknings-resultater. Det er et benspænd for at undgå de traditionelle lærebogs-omskrivninger, og giver eleven mulighed for at vise noget mere selvstændighed. Det er slående hvor svært mange har ved at søge kvalificeret efter dette. Databaserne er fx Google Scholar, Pubmed, Aktuel Naturvidenskab, Dansk kemi eller simpelthen Google Billeder. Men de afprøver meget få kombinationer af søgeord og ender ofte i blindgyder, og kan ikke vurdere om materialet er velegnet. Noget skyldes selvfølgelig videnskabelig uerfarenhed, men noget må være søge-teknik.

* HF har arbejdet med innovation, og det blev ingen stor succes. Det meste af tiden gik med at få de basale faglige begreber på plads. Kan ikke finde ud af om jeg skal slippe tøjlerne. Enkelte grupper fik dog snuset til processen og fik pitchet for tilfældigt forbipasserende lærere.

* Jeg står for en intern workshop om flipped classroom i december. Og må sande at december er ikke noget godt tidspunkt for workshops -der sker for mange andre ting, og kollegerne (jeg selv inklusiv) er ved at være udkørte.

* Der har heller ikke været meget tid til at lege med Arduino og mikro-computere. Men en chip der måler X, Y og Z koordinater (en gyro), har jeg da fået op og køre. Næste skridt er at den skal i spidsen af en vandraket. Mere om det senere.

Udgivet i Flipped, HF | Kommentarer lukket til november 2015

Robot-sumobrydning

Gennem et stykke tid har jeg tænkt på at bygge LEGO-robotter med sønnen, for sjov og som opvarmning til noget med eleverne. Men I weekenden så jeg et indlæg på en af de sociale kanaler, om en lærer der lavede robot-sumobrydning med 7-årige!, og så var der ikke langt til handling. Tirsdagen efter mødtes jeg med nogle frivillige elever (3.g’ere), og de tre LEGO Mindstorms sæt vi har på gymnasiet.

Robot-sumobrydning er en konkurrence hvor to for-programmerede robotter kæmper om at skubbe hinanden ud af en bane, som er markeret fx med sort tape. Hver robot skal vha. en farve-sensor hele tiden afgøre om den er på vej over den sorte tape -hvis ja, skal den vende om.
WP_20151110_013 (2)

På lidt over et modul (100 minutter) fik hvert hold bygget en robot. Og et hold fik endda programmeret den (drag-and-drop på ipad), til at virke efter hensigten, stort set uden min hjælp.
WP_20151110_019
De øvrige hold brugte for meget tid på at designe, og løb desuden ind i nogle tekniske vanskeligheder bl.a. manglende batterier og manglende kontakt til computer.

Jeg fandt ud af at det godt kan lade sig gøre for elever, at bygge og programmere en LEGO-robot på et modul, givet underviseren har grejet nogenlunde i orden -fx en ipad til hvert hold med programmerings-appen installeret, og opladede batterier på alle EV3-klodserne.

Programmering skal ikke fylde meget i stx (men dog noget). Men netop robot-sumobrydning introducerer på en sjov måde eleverne for to af de mest fundamentale sætninger i alle programmeringssprog: “IF..THEN..ELSE” og “REPEAT”. Robotten skal igen og igen afgøre om den er på den sorte tape eller ej, og handle derefter.

Desuden oplevede jeg at elevernes humør var meget højt. Fedt.
[youtube https://www.youtube.com/watch?v=I4ku5oSDVbE]
Konkurrencen i video-optagelsen er lidt snyd. Da vi kun havde én fungerende robot, gik vi til slut væk fra programmeringen og over til fjernstyring af robotten.

Udgivet i Digital Dannelse, Maker og DIY | Kommentarer lukket til Robot-sumobrydning

Faglig læsning

Så blev det min tur til at arbejde med faglig læsning. Det er normalt at nogle elever, specielt i HF siger “jeg forstår ikke noget af teksten”, “bogen er sort snak”, “kan vi ikke få en nemmere bog” o.l.

I et forsøg på at bruge al min pædagogiske erfaring fra flipped classroom, synlig læring, differentiering, prøvede jeg med følgende model:

faglig læsning

Hovedformålet med pakke A var at en video og en ordforklaring, skulle gøre eleverne i stand til selv at få noget ud af teksten. Efter at have introduceret pakkerne, og læse-formålet gik eleverne i gang. Teksten var ca. 2 normalsider og efter min vurdering middel-svær. Jeg havde derfor lavet et screencast over teksten, som fremlagde det vigtigste indhold og forklarede fagbegreberne.

Der var meget aktivitet, og jeg fungerede som almen indpisker. Planen var at elever fra pakke B skulle udfylde en ordbog (nedenfor), mens elever med pakke A så video, og derefter dele ordbogen med pakke A-elever, da det kan tage meget lang tid for disse at finde forklaringer på fagbegreber.

faglig læsning2

Min oplevelse er at elever kun deler noget, hvis de er tvunget til det. Måske afspejler det bl.a. en faglig usikkerhed. Til min overraskelse var der desuden kun 5 elever som valgte pakke B, og de var ikke hurtige nok. Jeg måtte derfor selv udfylde ordbogen.

Enkelte elever fandt på at skrive resume af videoen. På den måde fik de skrevet deres egen ordbog, men fik ikke læst noget af teksten, hvilket var det egentlige formål.

Efter ca. 45 minutter viste en kort mundtlig evaluering viste at kun ca. 2/3 havde fået læst teksten, hvilket var nedslående. Alle klarede dog quizzen nogenlunde. Nogen havde efter egen vurdering ikke fået noget ud af videoen, andre var glade for den. Enkelte havde hverken kunne forstå video eller tekst. En grundigere evaluering kræves.

Mht. forberedelse er det en lidt tung tilgang, og målet er selvfølgelig at eleverne skal kunne læse tekster ud støtte fra video og ordbog. Men det er den investering der må gøres i begyndelsen af et NF-forløb. Jeg håber ikke vi skifter bog til næste år 🙂

Det blev foreslået at arbejde med en model hvor man læser sammen i grupper, og arbejder med en gruppe-diskussion af teksten. Jeg har før prøvet “læs højt-forklar-skriv referat”-rollefordelingen, med blandet succes. Måske er det tid til at støve den af igen.

Udgivet i Biologi, Flipped, HF, Synlig læring | Skriv en kommentar

Facebook-generationen

Feriens artikel i Ingeniøren med overskriften “MUS og langsigtede mål skræmmer Facebook-generationen“, fik mig først til at tænke over at det er netop denne gruppe elever vi prøver at ramme med mange af tiltagene i synlig læring, mindset og ved brug af sociale medier i undervisningen. Fx (fra artiklen):

  • “lede de unge efter korte pejlemærker, frem mod næste sving, med løbende feedback og justeringer.”
  • “Lederen skal arrangere opgaver, så fejl bliver opdaget i tide og brugt konstruktivt.”

Vi skal overveje at vi også støtter denne udvikling ved at bruge de værktøjer fx løbende feedback, gamification, likes på sociale medier m.m., og det måske er vejen væk fra fordybelse.

Herefter kom jeg til at tænke på .. mig selv. Trods en vis alder tror jeg s.. at jeg også tilhører det beskrevne tankesæt. Jeg er utålmodig mht. oplæg, jeg er ret kommunikerende på sociale medier -jeg giver hellere et anerkendende like, end bare tænker mit. Jeg er uforstående overfor at jeg kan dele noget på vores interne kommunikationsplatform, uden nogen form for respons. Jeg bruger hellere youtube end slår op i en lærebog. Jeg prøver at lege mig gennem min undervisning, og lægger sjældent langsigtede planer for forløb eller år.

Ifølge artiklen har denne adfærd dog en aldersbegrænsning på 28 år, så det kan nok ikke passe på mig.

Udgivet i Sociale medier, Synlig læring | Skriv en kommentar

Mit liv bliver nemmere med Office365

Hvordan kan Office365 (o365) gøre livet nemmere for mig som lærer? Svaret er, at det kan det nok ikke. Meget IT giver flere muligheder, og gør dermed egentlig forholdene mere komplicerede.

Fx webstederne (holdsites) i o365, som er det samlende punkt i sharepoint(o365), er tunge og ikke intuitive at navigere rundt i. Man skal 4 niveauer ned i menuer for at ændre tilladelser. Webstederne er tydeligvis ikke lavet til dag-til-dag ændinger, men til at sætte op én gang, og så ikke pille mere ved. Så jeg er kommet til den forståelse at websteder i o365 er nødvendige for at have et struktureret sted at samle trådene (filer, links, notesbog m.m.), men ikke et godt arbejdsområde, og jeg holder mig helst fra dem.

Et par af de tjenester et sharepoint-websted samler er rigtig smarte og kan give mig en besparelse som lærer:

  1. Notesbogen (onenote): Giver mig overblik over det faglige indhold i moduler og forløb.
  2. Filer op- og downloades automatisk fra webstedets dokument-bibliotek til min harddisk (synkronisering), hvorfor jeg ikke skal “huske at oploade til lectio” hele tiden.

Ud over disse er der en del funktioner som giver mig flere muligheder, men nok ikke letter hverdagen: Fx fælles-dokumenter, deling af materialer med kollegerne, søge-funktion blandt alle de dokumenter som er delt med mig (Delve), socialt medie (yammer) så eleverne undgår FB.

Jeg kan godt lide at have muligheder, selv om de gør forholdene mere komplicerede. Smukke ting kan opstå ud af det komplicerede..

"PWL Duffing chaotic attractor xy plot" by Gisling - Own work. Licensed under CC BY-SA 3.0 via Wikimedia Commons - https://commons.wikimedia.org/wiki/File:PWL_Duffing_chaotic_attractor_xy_plot.gif#/media/File:PWL_Duffing_chaotic_attractor_xy_plot.gif

“PWL Duffing chaotic attractor xy plot” by Gisling – Own work. Licensed under CC BY-SA 3.0 via Wikimedia Commons – https://commons.wikimedia.org/wiki/File:PWL_Duffing_chaotic_attractor_xy_plot.gif#/media/File:PWL_Duffing_chaotic_attractor_xy_plot.gif

Udgivet i Office 365, Onenote | Skriv en kommentar