Er det narcissistisk navle-pilleri med dopamin-afhængig jagt på likes? Vi gør det ihvertfald, fordi vi ikke kan lade være. Vi har alligevel altid fagsnakke, som fletter sig sammen med forhold i samfundet og i privat- og arbejdsliv. Optagelsen af indholdet bevirker, at vi rent faktisk får sat os ned og snakket sammen i lidt længere tid end over frokostbordet. Kunne et almindeligt møde ikke gøre det? Tjoo, men optagelsen af podcast er åbenbart det ekstra nøk, der skal til før vi får sat os sammen.

Jeg betragter podcasten som et professionelt læringsfællesskab (PLC), som endda rækker ud over de snævre faglige og didaktiske rammer, som et PLC ofte ligger inden for. Kollegial supervision er en anden måde at lave PLC. Facebook-grupper en tredje måde. Teamet omkring en klasse en fjerde. Hver form giver nogle rammer og noget indhold, som giver sine forudsætning for udvikling.

Et oplagt benspænd er pædagogiske udfordringer, som kører fra tid til anden, som skal løses mellem hvert afsnit, og reflekteres over under optagelsen af næste afsnit. Fx har vi afprøvet virtuel undervisning før Corona. Og så undersøger vi selvfølgelig, om formatet kan bruges til noget overfor eller sammen med eleverne. En lektie eller elever, der selv producerer indhold.

Vores produktionsværdi er selvsagt lav. Meget lav. Der er ingen af os, som bruger mange øjeblikke på at forberede eller planlægge afsnit. Og podcast-branchens generelle råd er at producere 5-10 dummi-afsnit, før første rigtige afsnit optages og publiceres.

Men hellere en god og hyggelig snak med kolleger, end ingen snak. En af svaghederne ved vores treenighed er dog, at vi er for ens, og vi mangler variation ifht. de synspunkter, som kommer på bordet. Derfor er vi bedst, når vi har gæst(er).

Her kan høres vores p.t. seneste (og måske bedste) afsnit, hvor vi har besøg af Kristian:

• Fællesdokumenter (som ikke er særlig en Sharepoint feature, men lige så ofte kan foregå i elevernes OneDrive)
• OneNote (som ovenfor)
• Sociale funktioner (Yammer eller newsfeed, som det nok vil vise sig umuligt at få eleverne med på, eftersom de allerede har resten af deres digitale liv via Facebook)
• Synergien ved at have et sted og et system, hvor det meste er samlet. Her kan man diskutere hvor stor effekten er og endda argumentere for den digitale dannelse i at bruge mange tjenester.

Hvis et Sharepoint-site (websted) skal have mening, ud over at skubbe dokumenter over disken, bliver jeg nødt til at trække på andre tjenester, og forsøge at samle dem på sitet. Et par eksperimenter med det er:

• Facebook-side. Mange har en Facebook-gruppe med klassen. Den er svær at indlejre på et Sharepoint-site, givet begrænsningerne i adgang til gruppen. Til gengæld kan en offentlig facebook-side vises og kommenteres på et Sharepoint-site, og der kan forgå en debat. Sharepoint-app’en AE Facebook kan let sættes op til det.
• Jeg tror dog ikke jeg får eleverne til at deltage på en fuldt offentlig side (en af fordelene ved en lukket gruppe, er at posts ikke kommer ind i deres strøm, hvorfor de er mindre nervøse for at poste), og der kan ikke vedhæftes filer, som af og til er nødvendigt, når dokumenter i o365 en sjælden gang strejker.

• Symbaloo. Et Sharepoint-sites links-bibliotek er alt for tungt og ustruktureret. Man kan med fordel blot samle linksene på en side i OneNote eller i et Word-dokument, som evt. indlejres. Jeg har indlejret en Symbaloo (grafisk linkssamling) på et Sharepoint-site. I Symbaloo har jeg oprettet en væg til hvert hold eller forløb. Chrome-browseren, som jeg bruger, har et add-in, som giver en knap, hvor jeg kan tilføje links direkte til holdets Symbaloo. Man kan endda højreklikke på et link og tilføje det til holdets Symbaloo. Det ser dog ikke ud til at Symbaloo opdaterer indlejringen automatisk, hvorfor jeg skal ind på hjemmesiden og vælge opdater, før denne slår igennem -det fjerner noget at det smarte. Desuden kan jeg ikke få Symbaloo til at lave en skriftlig oversigt over linksene, som kunne være god til UVB o.l. Jeg er ikke færdig med at undersøge Symbaloo, da det efter sigende skulle kunne noget a la Blendspace.

• Martin Kragh Rasmussen (Kolding) har, så vidt jeg ved, eksperimenteret med at indlejre Sway på Sharepoint-sites. Måske det kan bruges til noget. Ligeledes er der måske potentiale i docs.com, som er MS forsøg på en delings-tjeneste. Kunne denne indrettes, så man i højere grad kunne styre rettighederne, var det måske noget.

Alt i alt er det ikke de store hverken tekniske eller pædagogiske landvindinger. Der er endnu ikke apps eller tjenester, som jeg for alvor har set spille med Sharepoint. OneNote fungerer og kan i mange sammenhænge gøre det ud for et Sharepoint-site,  men Sharepoint sites er stadig, så vidt jeg kan se, en fordel, fx hvis man vil bruge nyhedsstrøm, og have et lidt mere ensartet og statisk miljø end OneNote og når udvalg og projekter på skolen skal arbejde.

Ligger lykken så hos Google? Det virker umiddelbart mere brugervenligt og mere åbent, men der er sikkert andre tekniske udfordringer, som ikke ændrer ved det forhold, at teknikken skal støtte pædagogikken, ikke omvendt. Hvad er det vi vil med et LMS?

Var det ikke dødsstødet til Sharepoint/Yammer som platform for social kommunikation mellem elever indbyrdes og mellem elever og lærere?

Opdatering 29.2.16: Der er ret få opslag i gruppen. Bekræfter måske at eleverne kan være gode i små fællesskaber, men holder sig væk fra de store.

• “lede de unge efter korte pejlemærker, frem mod næste sving, med løbende feedback og justeringer.”
• “Lederen skal arrangere opgaver, så fejl bliver opdaget i tide og brugt konstruktivt.”

Vi skal overveje at vi også støtter denne udvikling ved at bruge de værktøjer fx løbende feedback, gamification, likes på sociale medier m.m., og det måske er vejen væk fra fordybelse.

Herefter kom jeg til at tænke på .. mig selv. Trods en vis alder tror jeg s.. at jeg også tilhører det beskrevne tankesæt. Jeg er utålmodig mht. oplæg, jeg er ret kommunikerende på sociale medier -jeg giver hellere et anerkendende like, end bare tænker mit. Jeg er uforstående overfor at jeg kan dele noget på vores interne kommunikationsplatform, uden nogen form for respons. Jeg bruger hellere youtube end slår op i en lærebog. Jeg prøver at lege mig gennem min undervisning, og lægger sjældent langsigtede planer for forløb eller år.

Ifølge artiklen har denne adfærd dog en aldersbegrænsning på 28 år, så det kan nok ikke passe på mig.

Men sociale medier har også deres klare begrænsninger. Jeg er aktiv på facebook, twitter og yammer, og kan til tider blive stresset af det. Derfor har jeg i år prøvet nogle enkle tiltag:

1. Slå notifikationer fra de fleste facebook-grupper.
2. Flyttet genveje for sociale medier væk fra forsiden på telefon og ipad.
3. Tjekke sociale medier på faste tidspunkter.

Virker det? Foreløbigt er jeg fejlet -big time- på punkt 3.

I en af mine klasser føler ca. 1/3 sig lettere stressede af sociale medier.

Så eleverne skal overveje noget lignende -de skal lære at udnytte og håndtere de digitale netværk.