Drejeskive-telefon og Micro:bit

Klokken, som normalt sidder bagest i telefonen, er fjernet og en Micro:bit er monteret i stedet. Kun USB ledningen stikker ud, så bit’en kan få strøm og kan blive omprogrammeret. Efter at have lokaliseret benene til højttaler, drejeskive og afbryder kan disse nu tilgås via hhv. pin po, p1 og p2. De to sidste enheder anvender samme GND.

drejeskiven tilgås via telefonens ben 15, og afbryderen via ben 11.

Drejeskiven fungerer, som beskrevet (http://gymlab.dk/2022/01/en-gammel-telefon/) ved at et kredsløb meget hurtigt etableres og afbrydes et antal gange alt efter hvor langt skiven drejer. Kredsløbet kan dermed sende strøm i en række pulser:

På kurven ovenfor er drejet hhv. 1, 2, 3, 4 og 9. Antallet af pulser kan tælles af en Micro:bit, idet blokken “on pin P1 pulsed high” kaldes for hver puls: https://makecode.microbit.org/_cTjDfLe5mYsu:

Koden er bl.a. inspireret af denne post: https://makecode.microbit.org/projects/rotary-dial-radio

Når der er mere end 300 ms mellem to pulser, betyder det, at drejeskivens rotation er færdig, og resultatet kan vises og tilgås via variablen “pulseCount”.

Man fornemmer på kurven ovenfor, at ni-tallet giver større risiko for fejl-tælling, da pulserne nogle gange er lidt længere eller kortere end gennemsnittet. Et drejet ni-tal bliver således nogle gange målt som 8 eller 10 af Micro:biten, mens de små tal (1-5) fungerer bedre. Cutoff på 300 ms for en puls kan evt. fin-tunes.

Mulige Escape Room opgaver kan være:

  • Telefons højttaler gentagende bipper 3 gange med en pause imellem. Brugeren skal derefter dreje tallet 3. Tonen skifter og nu bippes der 5 gange indtil brugeren drejer et fem-tal osv. Når gåden er løst (fx efter fire tal), blinker Micro:bit via 5×5 LED displayet, et tal ud gennem bagenden, som er forsynet med klart plastik. Dette tal skal bruges til en kodelås.
  • En anden telefons højttaler bipper et tal, som skal drejes på den første telefon.
  • Den endelige løsning på gåden kan sendes til en Micro:bit midt i rummet, eller en Micro:bit, som brugerne har med. Løsningen skal bruges til en kodelås.

Jeg vil gerne lægge vægt på brugernes samarbejde og bevægelse. Derfor er det fristende at lade flere enheder tale sammen, så brugerne skal “være flere steder på een gang”, for at løse gåden.

Dette indlæg blev udgivet i Elektronik, Informatik, Maker og DIY, Micro:bit, Programmering. Bogmærk permalinket.