En billig røgmaskine er et godt stykke legetøj, som jeg har brugt til Halloween, fødselsdage og Escape Rooms gennem de sidste par år. Meget effektfuld på en nem og billig måde. Røgvæske består af ufarligt vand og glycerol, som via en pumpe føres forbi et varmelegeme. Ved opvarmning fordamper væsken, men fortættes hurtigt igen via glycerol-molekylernes meget polære overflade -røgen er skabt. Maskinen er udstyret med en slags fjernbetjening (kablet) og en timer -når den er aktiveret sender den røg ud i sekvenser a 2 minutters røg og 2 minutters pause.
Via et voltmeter og lidt reverse engineering har jeg fundet den forbindelse, der forsyner pumpen med strøm (+ og -). Her har jeg lavet et snit i + ledningen (rød) og forlænget den med to kabler, som går ud af maskinen (gule på billedet herunder). Når de to kabler forbindes, genetableres den strømførende forbindelse, pumpen starter og maskinen pumper røg ud.
De to nye kabler kan tilsluttes et relæ, som kan styres af en mikrocontroller (fx Arduino eller Micro:bit). Når relæet aktiveres fx fra en Arduino, genetableres forbindelsen i røgmaskinen.
Arduino kan styre et 5V relæ, mens Micro:bit skal bruge et relæ med 3V styrespænding. Fordelen ved Micro:bit er bl.a. at den kan umiddelbart modtage radiosignaler fra en anden bit, hvorfor man kan skabe en egentlig trådløs fjernbetjening eller aktivere den, når nogen kommer tæt på med deres bit.
Da det kun er den ene ledning, som jeg har modificeret, og denne er godt isoleret, burde der ikke være nogen sikkerhedsmæssige udfordringer.
Oprindeligt var det min plan at hacke røgmaskinens fjernbetjeningen, men jeg for sikker på kredsløbet og valgte derfor at gå ind i selve maskinen.