Interaktionsdesign og Netværk

“Interaktionsdesign og didaktik” er titlen på et kursus jeg har fulgt på SDU Kolding. Semesteret før (efterår 2019) fulgte jeg “Netværk og Sikkerhed” på SDU. To meget forskellige kurser, med det til fælles, at de dræner meget af min kreative energi. De ledige stunder jeg før brugte på egne projekter og udvikling, går nu til indholdet på kurserne.

Det første kursus har givet mig en række metoder inden for interaktionsdesign og inspiration til at arbejde videre. Særligt tre områder tænder mig: grafisk facilitering, embodiment og design thinking.

Grafisk facilitering er sjovt. Jeg har altid tegnet meget, og det ville være rart at få tilbage, som en del af min praksis. Jeg bilder mig ind, at tegning formidler og fokuserer indholdet på en anden måde end ren tekst, men jeg har endnu ikke fundet en undersøgelse, der efterviser det.

Embodiment handler om at have kroppen med i undervisningen. Hjernen er ikke et isoleret organ, og skolen har nok en tendens til at overfokusere på de intellektuelle forhold og glemme kroppen. Kroppen sanser miljøet og kan interagere med det. Kroppen kan bruges som et kognitivt stillads til læring, og nogle anbefaler at undervisning skifter mellem refleksion og “mindful action” (1).

Mindful action kan ske på mange måder. Rollespil er en udbredt måde. Tværfaglighed og fremmede objekter eller lokationer kan inspirere til nye måder, at inddrage kroppen.

Design thinking (engineering?) betragter jeg som en del af computatioal thinking (CT), som handler om at overveje hvordan digital teknologi kan bruges (herunder hvordan det virker) og hvad det gør ved os og samfundet. CT konkretiseres i bl.a. mønstergenkendelse og abstraktion. En vej dertil kan være ved at arbejde undersøgelses-baseret på komplekse problemer (wicked problems) i en iterativ tilgang, som kendes fra design. Alle digitale produkter er frembragt gennem design thinking.

Design thinking ligner på nogle punkter naturvidenskabelig metode -begge er iterative. I design thinking er det designeren (og andre interessenter), der skal co-designe en løsning. I naturvidenskab er det forskeren, som skal tolke data ud fra logik. Design thinking evaluerer, mens naturvidenskaben af- eller bekræfter en hypotese. Det er der lavet mange flotte diagrammer af fx dobbelt-diamanten. Design thinking kan bruges i design af forsøg.

Nogle sekvenser, som kunne udvikle grafisk facilitering, embodiement og/eller design thinking kunne være:

  • Forsøggange som storyboard eller rutediagram. Særligt velegnet ved gentagelser eller forgreninger
  • Design-metoder i elevernes udvikling af forsøg. Trinvis forbedring.
  • Brikker til rutediagrammer
  • Udklippede kodebrikker
  • Objekt-teater/bodygramming: Lad eleverne udspille projekter og programmer
  • Mere krop i undervisningen fx gennem tværfaglighed, nye objekter eller lokationer
  • Netlogo til use-modify-create
  • Kode som brætspil
  • Line Have Mussaeus, som bl.a. arbejder med Netlogo
  • Scenarie- eller spilbaseret didaktik

Den overordnede pointe, som jeg har mødt, er at teknologiforståelse og informatik ikke skal være et programmeringskursus, men anvende give eleverne meta-strategier ifht. at anvende og analysere digitale produkter.

  1. Larson, D. J. (2015). Don’t Forget About the Body: Exploring the Curricular possibilities of embodied pedagogy . Innov High Educ(40), pp. 331–344.
Dette indlæg blev udgivet i Computational thinking, planlægning. Bogmærk permalinket.