Jeg har nu undervist i informatik c i et halvt år: year ½. Mine to forløb har været hhv. oplevelsesteknologi (Escape Room) / spiludvikling (læringsspil til en målgruppe) og webudvikling (udvikle website til målgruppe). De største udfordringer har været:
- Samarbejdet i grupperne. Forskelle i niveau og læringsstile, har gjort nogle af grupperne meget uhomogene, særligt i andet forløb, hvor jeg lavede grupperne tilfældigt.
- Fagligt overblik. Fx forløbet om webudvikling krævede overblik over html og css-mulighederne, som jeg ikke havde. Det synes jeg, at jeg har nu.
- Ramme balancen mellem tilpas simpelt system og frihed til at eleverne kan skabe. Fx er micro:bit simpelt, men det er svært at lave noget kompliceret med systemet. Modsat er fx en Arduino avanceret -stejlere læringskurve, men kan bruges til mange ting.
Efter julen (2019) skal jeg i gang med et forløb om fysiske IT-systemer, fordi den taktile del af et IT-system giver mulighed for øget kreativitet, analyse og feedback. Det bliver mere vedkommende at udvikle til den fysiske verden, end at lade det hele blive inde i den virtuelle verden.
Der er mange muligheder:
- Lego-robotter. Follow the line og Kunstig intelligens fx med Roberta IDE’et online (særligt til robotter, indeholder simulator til EV3). Fordele: Ret let at komme igang. Kan udvides fra blokke til Python eller C kode. Ulemper: der er mindre kreativitet i den fysiske del af lego, dele skal passe sammen og vil aldrig ligne noget fra virkeligheden. EV3-klodsen er ret stor og uhandy.
- mBot kodes fx med mBlock IDE online. Ulemper: mBot er et avanceret samlesæt. Der er ikke meget design eller kreativitet i den. Fordele: Den kan udbygges med laserskårne dele fx for at give robotten et bestemt udseende. IDE arbejder både i blokke og i C++/python. Der er en Arduino udvidelse til IDE’et, men få biblioteker (DHT) og adgang til andre MCU-boards (fx er wemos-serien ikke tilgængelig), men ingen print.
- Arduino. Kan kodes med Arduino IDE eller mBlock online. Mulige projekter: rum-/sundhedsdragt som målet temperatur, stok til svagtseende, robotbil. Fordele: Man kan lave næsten alt. Ulemper: sværere at komme i gang med, men blokkene i mBlock kan være en indgang (ligner mBit) – dog er der ikke adgang til fejlmeddelelser eller seriel monitor i mBlock. Ukorrekte og løse forbindelser kan frustrere.
- Wemos D1 mini. ESP32 baseret IoT enhed. Fordele: Kan komme på nettet. Ulemper: pin layout er anderledes end Arduino. Kun Arduino IDE understøtter boarded.
Andre IDE’er er ScratchX og thinkerCAD, men de er begge for simple/mangler adgang til board/biblioteker. Arduino online IDE: Arduino Create: Den giver ikke adgang til wemos mini, men dog til lilypad. Vil den begrænsede compilerings-tid blive et problem? Eller vil clear cache i browser hjælpe?
Der er mange usikre elementer og derfor lander jeg på det sikre valg: Arduino IDE, tekstbaseret (y). Projektet kommer til at omhandle wearables og forhåbentlig kan der komme lidt digital produktion (laserskærer/3d print) ind over.