Melorme er måske en mere bæredygtig og proteinrig spise end animalsk kød dvs. hønse-, svine- og specielt oksekød. En af hovedårsagerne er, at melorme ikke er varmblodede, hvorfor de ikke spilder energi på at holde en konstant kropstemperatur. Dertil stiller de færre krav til miljøet -de bruger mindre plads og kan leve af mange forskellige fødekilder. Fx kan de efter sigende leve af ekspanderet polystyren, som er den type plastik vi finder i engangs-termokrus o.l. Mere om det senere.
Givet at melorme er mere bæredygtige, vil vi gerne dyrke dem, og for at lette byrden vil vi monitorere dem. Men kan det være bæredygtigt, at bruge en masse strøm og dermed energi, på at holde elektronik i gang for at måle på ormene?
Konkret arbejder jeg (selvfølgelig) med Arduino. Strømstyrken og dermed energien, som enheden trækker kan fx måles med et multimeter, som forbindes serielt. En standard Arduino model (Uno) bruger i sig selv ca. 55 milli ampere (mA) uden at køre et program, hvilket er relativt meget. F.eks. kan et lille 5V batteri på 1000 mAh dermed holde en Arduino Uno kørende 1000mAh/55mA=18 timer dvs. ikke engang et døgn, før det skal genoplades.
Heldigvis kan energiforbruget i elektronik skrues meget ned. Der er en række ting man kan gøre:
- Skifte til Arduino Nano eller Pro. Nano’en bruger i sig selv ca. 30 mA.
- SleepMode. Arduinoen kan sættes i sleepmode, så processor og visse komponenter slukkes. Dog kører der et internt ur, som kan sættes til at vække Arduinoen med jævne mellemrum. Dette ur kan også slukkes, men så kræves et signal udefra fx tryk på en knap, for at vække Arduinoen. Det sænker strømforbruget til ca. 17 mA.
- Afbryde forbindelsen til power-LED. De fleste Arduinoer har en LED, som er tændt, når der er spænding på enheden. Denne trækker efter sigende ca. 3 mA. Med en kniv kan forbindelsen til LED’en afbrydes.
- Jeg vil gerne have et display i mit kredsløb. Et LCD display har baggrundslys m.m., som sluger energi. I stedet har jeg brugt et lille e-Paper, som kendes fra e-readere. Det kræver energi at opdatere det, men ellers ikke. Dvs. efter opdatering kan man slukke for strømmen, og ePaper displayet vil holde billedet i månedsvis.
Jeg har endnu ikke estimeret kredsløbets strømstyrke forbrug. Det svinger en del mellem sleepMode og awake, så jeg ville gerne bruge mit USB multimeter. Men når Arduinoen går i sleepMode, går multimeterets måling i stå, måske fordi strømforbruget bliver så småt. Men ender jeg på i snit 5 mA giver det en løbetid med et 1000 mAh batteri på 200 timer dvs. ca. 8 døgn.
Om det er bæredygtigt ved jeg ikke. CO2-neutral bliver den nok aldrig. Selv med energi fra en solcelle, og genbrug af komponenter, koster produktion og transport af enheden noget.