Jeg følger p.t. kurset “Programmering for gymnasielærere” på AU. Sproget er Java. Gymnasielærer-delen ligger kun i, at undervisningen er organiseret i seminar-dage og ikke fordelt over 2-3 timers ugentlige sessioner. Der er ingen didaktiske tips på kurset.
De stiller store krav på kurset, og jeg kommer ikke sovende igennem. En mere retvisende titel på kurset kunne være “Introduktion for programmører”, fordi man på kurset lægger vægt på, at tænke som en programmør, frem for blot at få noget kode til at fungere.
Jeg er vant til, at når koden virker som forventet, er opgaven løst. Men på dette kursus, skal koden også være pæn og effektiv. Dertil er der nogle abstraktioner i systemerne vi udvikler, som er på højere niveauer, end jeg har været vant til. Det er en stor kvalitet i kurset -jeg lærer noget, som YouTube og korte introduktioner til JavaScript ikke kan give.
Det er som regel sundt, at sætte sig i elevernes sted for en stund. Her oplever jeg frustrationerne og smerten (ja), ved at have svært ved at forstå selve opgaveformuleringen og ved at genaflevere løsningsforslag igen og igen.
Welcome to the learning pit.