Robot-sumobrydning

Gennem et stykke tid har jeg tænkt på at bygge LEGO-robotter med sønnen, for sjov og som opvarmning til noget med eleverne. Men I weekenden så jeg et indlæg på en af de sociale kanaler, om en lærer der lavede robot-sumobrydning med 7-årige!, og så var der ikke langt til handling. Tirsdagen efter mødtes jeg med nogle frivillige elever (3.g’ere), og de tre LEGO Mindstorms sæt vi har på gymnasiet.

Robot-sumobrydning er en konkurrence hvor to for-programmerede robotter kæmper om at skubbe hinanden ud af en bane, som er markeret fx med sort tape. Hver robot skal vha. en farve-sensor hele tiden afgøre om den er på vej over den sorte tape -hvis ja, skal den vende om.
WP_20151110_013 (2)

På lidt over et modul (100 minutter) fik hvert hold bygget en robot. Og et hold fik endda programmeret den (drag-and-drop på ipad), til at virke efter hensigten, stort set uden min hjælp.
WP_20151110_019
De øvrige hold brugte for meget tid på at designe, og løb desuden ind i nogle tekniske vanskeligheder bl.a. manglende batterier og manglende kontakt til computer.

Jeg fandt ud af at det godt kan lade sig gøre for elever, at bygge og programmere en LEGO-robot på et modul, givet underviseren har grejet nogenlunde i orden -fx en ipad til hvert hold med programmerings-appen installeret, og opladede batterier på alle EV3-klodserne.

Programmering skal ikke fylde meget i stx (men dog noget). Men netop robot-sumobrydning introducerer på en sjov måde eleverne for to af de mest fundamentale sætninger i alle programmeringssprog: “IF..THEN..ELSE” og “REPEAT”. Robotten skal igen og igen afgøre om den er på den sorte tape eller ej, og handle derefter.

Desuden oplevede jeg at elevernes humør var meget højt. Fedt.
[youtube https://www.youtube.com/watch?v=I4ku5oSDVbE]
Konkurrencen i video-optagelsen er lidt snyd. Da vi kun havde én fungerende robot, gik vi til slut væk fra programmeringen og over til fjernstyring af robotten.

Dette indlæg blev udgivet i Digital Dannelse, Maker. Bogmærk permalinket.