Det mest interessante ved flipped learning FL er IKKE video og video-produktion, men den tid der frigøres på skolen til fx at arbejde differentieret eller projekt-orienteret. Videoen kan være meget koncentreret, inddrage flere modaliteter og kan genbruges, men en levende lærer er at foretrække. Nogen nemme måder at komme i gang med FL kan være:
1) Tavle-indhold: Ofte vil læreren gennemgå noget indhold på tavlen i mere eller mindre dialog med elever. En nem måde at komme i gang med flipped learning, er at lade eleverne se noget af tavle-gennemgangen i en video fra restudy, youtube eller dig selv. Videoen kan ses hjemme eller i et modul efter behov.
2) Opgave-løsning: En anden nem måde at komme i gang med flipped learning, er at introducere opgaver med en video. Du har allerede opgaven fx i et Word-dokument, og laver et screencast hvor du filmer opgaven og optager din forklaring samtidig. På den måde kan du stilladsere de elever, som har behov for ekstra hjælp i opgave-løsning, og måske i mindre grad fise rundt at slukke ildebrande.
3) Respons på skriftlige opgaver: I stedet for at skrive kommentarer og evt. holde individuelle samtaler med eleverne, laver du et screencast over elevens aflevering og optager dine mundtlige kommentarer undervejs.
4) Mundtlig præsentation: Eleverne skal af og til præsentere mundtligt. Skal det foregå ved tavlen, kan det hurtigt blive en langvarig sceance. Alternativt kan eleverne af og til optage deres fremlæggelse, som kan kommenteres af peers eller lærer, eller fungere som tavle-gennemgang.
5) Aktivitet om video: Det kan være en fordel at have en aktivitet i tilknytning til videoen fx fokus-spørgsmål, så eleven i højere grad skal være aktiv under video-kiggeriet. Der er rigtig mange måder at få sådanne sat i forbindelse med videoen. Jeg bruger google forms.